Dados Bibliográficos

Resumo

I de sidste par årtier har venstrefløjspolitik været præget af desorientering. Den universalistiske kritik af kapitalisme og imperialisme er vigende og er blevet afløst af multikulturalismens relativistiske kritik af modernitet og Vesten. I kølvandet på disse tendenser har man kunnet iagttage en implicit alliance mellem venstrefløj og islamister, i kraft af at de står over for samme fjende, dvs. systemet og en nationalistisk højrefløj. Det er ven/fjende-skematikken, der strukturerer venstreorientering, fordi det er den mest markante måde at dyrke sin modstandsidentitet på. Når det er det, der tæller, bliver politiske værdier mindre vigtige, og det har indebåret, at venstreorienterede har nedtonet kritikken af det, de plejede at se som reaktionært. Resultatet har været udbredt tavshed, når fjendens fjender, inklusive undertrykte religiøse/etniske minoriteter, siger og gør noget, man ellers ville kritisere. I tilgift har det været magtpåliggende for venstrefløjen at gøre politiske modstandere tavse ved at censurere ytringsfrihed, hvilket især har været tydeligt i forbindelse med karikaturkrisen og diskussioner om racismeparagraffen. Tavshedens politik – at være tavs og at gøre tavs – er blevet legitimeret ved at forskyde spørgsmålet om ytringsfrihed fra en politisk ret til moralsk indlevelse, ved at moralisere og antagonisere det politiske klima i godt/ondt, hvilket stigmatiserer fjenden, og ved at gå ind for selvcensur (ytringspli) og føre retssager mod dem, der overskrider grænserne for politisk korrekthed. Artiklen undersøger disse forhold ved at se på, hvordan venstrefløjspersoner har argumenteret i offentlige medier. Det er disse frem for akademiske tekster, der er genstandsfeltet, fordi det giver et bedre indblik i, hvordan man orienterer sig, og dermed et bedre indblik i tendenser i den politiske kultur. Søgeord: karikaturkrisen, moralisere, racisme, tavshed, ven/fjende, venstrefløj

Obras Relacionadas